Uge 15

Tirsdag var vi et par stykker der tog imod tilbuddet fra Flemming at besøge en lokal losseplads. Lossepladsen ligger lidt syd fra Cebu City og midt på lossepladsområdet ligger der en skole, som er blevet startet af en australsk foundation. På lossepladsområdet er der en hel by, hvor familier bor der lver af at sortere affaldet. “Byen” ligger over på ca 20 m skrald.  Nogle huse har “specialiseret” sig til at samle på forskellige ting, som f. eks. tasker eller barbie dukker. Ved en rundtur igennem byen så vi også de store modsætninger. Fra lossepladsen kunne man se over til bjergsiden hvor de “rige” filippiner bor i deres kæmpe villaer. Vi var enige om at det hele var ret skræmmende men samtidig er vi også blvet ret afstumpet af al den fattigdom vi møder til daglig. Hvis vi havde besøgt lossepladsen lige efter vores ankomst havde det hele nok gjort et større indtryk.

Onsdag var vi inviteret til kvindefængsel for at se et en opvisning. Med inspiration fra CPDRC har mange fængsler startet på lignende danseprogrammer til motivation for de indsatte. Det samme gælder kvindefængslet, men i forhold til CPDRC er dette på ren frivillig basis. På kvindefængslet har to celler øvet og deltaget i en cheerleader konkurrence imod andre kvindefængsler. To af de studerende har hjulpet med forberedelserne, og som tak ville de fremvise deres shows, selvom ingen af dem vandt ved den store konkurrence. Alle der var med fik mulighed for at se kvindefængsel hvilket jeg (jakob) havde set før (se uge 5). Stemningen var ret afslappet og de indsatte gjorde sig umage og gav den “gas” for os! Efter hver celle havde gennemført deres shows blev vi opfordret til at give en sang på deres karaokemaskine men ingen af os ville frivillig stille sig op foran 200 indsatte og synge en sang. Istedetfor sang vi en dansk fødseldagssang til lederen af fængslet, der tilfældigt havde fødseldag denne dag.

Fredag aften var vi alle inviteret til grillaften hos Flemming og Elisabeth. Der var ingen speciel anledning til invitationen, men engang imellem inviterer de alle studerende og tilbehør samt andre kontakter de har i byen til en hyggelig aften med grillmad og hvad der hertil tilhører. Vi medbragte selv drikkevarer og aftenen gik så hurtig at inden vi havde set os om var kl 1 og de fleste tog videre i byen. Vi (de studerende) tog videre på diskothek, hvor vi blev et par timer inden vi vendte næsen hjemaf.

Udsigten fra skolen, der ligger midt på lossepladsen

Børn fra “byen”

Baggård/Baghave i “byen”

En bæk midt igennem “byen”

Kvindefængslet: Cheerleading opvisning

Kvindefængslet: Cheerleading opvisning

Uge 14

Mandag morgen skulle vi desværre forlade Apo, en fantastisk weekend med afslapning, god mad og en masse oplevelser. Vi havde aftalt at vi ville hentes om formiddagen, fordi der plejede det at være ret vindstille. Men inden da havde jeg en time hvor jeg endnu engang tog ud for at se havskildpadder. Jeg havde i forvejen forhørt mig hos de lokale guider hvor jeg skulle snorkle henne, men heller ingen havskildpadder denne gang. Bådsturen fra Apo til Negros gik fint og med næsten ingen bølger. Fra stranden på Negros fangede vi en overfyldt bus, hvor vi stod op hele  vejen til Dumagethe. I Dumagethe havde vi lidt tid inden vores færge mod Cebu City sejlede og dette blev udnyttet med kolde øl og en frokost. Ligesom bådsturen fra Apo til Negros var færgeturen fra Dumagethe til Cebu uden store bølger, hvilket gjorde turen ekstra behagelig

Nu var det på tide at “vores” hvalpe skulle have navne og følgende navne har de fået: Tiger, San Miguel og Bjørnsen!!

Om onsdagen var Anne til en konkurrence med navnet “United Nation” hvor hun havde det fornemme job at være præmieoverrækker. United Nation er en talentkonkurrence hvor forskellige børn præsenterer lande og viser deres talent.  Børnene der deltog kom fra en skole der ligger i Sitio Crossing, hvilket er et slumområde nær havnen og skolen har forbindelse med Sister Anne fra Annes praktiksted. Selvom børnene til daglig lever i fattigdom var der gjort meget ud af deres kostumer og hele showet var meget amerikaniseret. Pigen der repræsenterede Danmark fik en 2. plads. 

Torsdag tog jeg for første gang en tur op i bjergene for at teste dens offroad kvaliteter. Ikke langt fra vi bor ligger en forstad med navn Talambam der ligger meget tæt på nogle bakker/bjerge med urskov. På en eller anden måde førte mig den vej jeg valgte op af et bjerg og ned på den anden siden således at endte på den anden side af Talambam igen. En sjov og fantastisk tur. Nu hvor jeg havde fået blod på tanden tog jeg næste dag i bjergene igen men denne gang i en bydel med navn Guadelupe. Her skulle jeg krydse flode køre langs med smalle stier. Jeg fandt en route som jeg senere også vil benytte mig af hvis jeg skulle få lyst til at tage en lille tur i skoven. Jeg havde ved begge lejligheder desværre ikke kamera med.

Sidste lørdag i måneden har man mulighed for at se “Prisondance” på Cebu Provincial Detention and Rehabilitation Center (CPDRC), hvor vagtchefen Byron Garcia har startet et program hvor alle indsatte skal danse hver dag, hvilket munder ud i et månedlig show. I 2007 dukkede der en video op på YouTube der viste de dansende indsatte, hvilket var en sensation og videoklippet havde op til 300.000 hits (besøgende) pr. dag. Der har været en del reportager omkring CPDRC og Garcia og der bliver stillet spørgsmåltegn ved “frivillig tvang” og hvor godt de indsatte virkelig har det af dette program. Fængslet ligger i udekanten af byen oppe på et bjerg lige ved siden af kvindefængsel hvilket jeg (jakob) har besøgt før (se uge 5)! Showet var fantastisk og ret overvældende især hvordan alle disse indsatte kender hver deres plads i de forskellige danse. Man kunne fornemme at ikke alle indsatte var lige glade og positive ved at udføre showet, men mange nød også at fremvise sig selv. Hertil skal der også siges at filippiner er mere interesseret generelt at fremvise deres kunnen i form af en performance (dans eller sang) end vi er vandt til hjemmefra. Ved den sidste dans har man mulighed for at selv at deltage hvilket blev udnyttet af en del besøgende.

http://www.youtube.com/watch?v=hMnk7lh9M3o&feature=fvw

Søndag stod en mc-tur på programmet. Flemming hans to børn, 2 andre (Jonathan og David) og mig tog på tur med vores mc’er. Turen gik i sydlig retning fra Cebu City mod Talisay og derfra tværs over øen over bjergene mod vestkysten. Fra kysten gik turen nordpå og derfter erfter bjergene mod øst igen tilbage til Cebu City. En hyggelig lille tur hvor jeg fik set list af naturen rundt omkring Cebu City.

Bjørnsen

United Nations: Miss Denmark

Lyna, Anna og Thor nyder showet

Uge 13

Mandagen startede med fantastisk vejr på Batayan Island. Der blev snorklet, solbadet, læst blade, læst bøger og gået ture på stranden.

Tirsdag morgen forlod vi Batayan Island og tog færgen tilbage til havnebyen Haganaya hvorfra vi kunne tage en bus tilbage i retning mod Cebu City. Ved ankomsten i havnen stormede nærmest taxachauffører om bord og råbte og skreg for at få fat på kunder. Også vi blev spurgt om vi ville have en taxa men afviste, fordi vi havde bestemt at tage bussen. Selvom vi ikke var interresseret halverede sig prisen på taxaturen fra de var kommet om bord intil vi havde forladt færgen. Vi så bussen og troede at vi havde fred men nu kom busselkaberne rendende og ville have at vi tog deres bus. Anne fik nærmest en finger i øjet da en mand prøvede at pege på hans bus. Men vi havde allerede bestemt os for et busselskab og lige efter vi havde sat os i bussen kørte den allerede. Vi sad derefter og spekulerede over den tumult vi lige havde oplevet. Bussen satte os af i Danao, hvorfra vi havde organiseret transport med MC og os tilbage til Cebu City. MC’en blev afleveret på værksted, som jeg kendte og vi tog resten af vejen med en taxa til Chillen & Grillen. På pensionen blev vi modtaget af de 3 hvalpe, der åbentbart i mellemtiden havde lært at gå og nærmest var vokset til dobbelt størrelse på de 5 dage vi havde været borte.

Solnedgang nydes i fællesskab

Solnedgang på Bantayan

Apo: En øl nydes på stranden

Apo: Udsigten fra værelset

Apo: Champagne på altanen

Apo: Resortet

Apo:Stranden der ligger ved siden af

Apo:Tur langs med stranden

en velovertsået snorkletur

Apo: Udsigtspunkt

Apo: Sø

I år hvor det min tur til at arrangere hvores årsdag (lørdag den 24.10.2009). Man skulle tro at det ville være nemt (inklusiv mig selv), men når der er for mange valgmuligheder, så kan det blive svært. Mit valg faldt på en lille ø med navn “Apo Island”! Fredag eftermiddag tog vi færgen fra Cebu City til Dumagethe, hvilket er en by på den sydøstlige del af Negros (større ø der ligger vest for Cebu). Turen til Dumagethe tog ca 4 timer med en hurtigfærge. Vi ankom om aftenen og jeg havde allerede booket et lille værelse på en pension i nærheden af havnen.

Næste morgen tog vi videre med bus til en strand ca 25km syd for Dumagethe, hvorfra vi skulle hyre en båd for at komme til Apo Island. Båden har maximalt plads til 5 personer og var meget lille. Det var kun os der var med og fra stranden kunne vi allerede se Apo I. Bølgerne så ikke særlig voldsomme ud men desto længere vi kom ud desto højere blev de med det resultat at vi blev helt gennemblødt. Efter ca 30 min ankom vi direkte på stranden, hvor vi blev mødt af de lokale. Det koster nemlig penge bare at besøge øen og pengene går til projekter for at beskytte de unikke koralrev der kigger rundt om Apo. Efter vi havde betalt “indgang” (ca 20kr p.p.) gik vi langs med stranden til vores resort, hvor jeg havde booket et værelse. Der findes kun 2 steder (resorts), hvor man kan overnatte og spise på hele øen. Der er ingen rindende vand fra vandhanen og kun strøm mellem kl 18.00 og 24.00! Vi tog dog ikke det værelse jeg havde booket, men et der var lidt dyrere og bedre og lå på 1. sal i hovedbygningen. Resortet ligge i sin egen lille bugt med et hovedhus, en udendørs bar/reception og 3 hytter der ligger på venstre og højre side. Solen skinnede og stedet var perfekt. Champagnen (havde vi med) blev lagt på køl i bogstavelig forstand. Der er ingen køleskabe, så alt holdes koldt ved hjælp af is der hver dag bliver hentet sammen med drikkevandet fra fastlandet. Solen skinnede men det blæste ret meget og derfor kom vi ikke ud at bade! Aftenen og dermed selve årsdagen blev afsluttet med champagne på terrassen med solnedgang i baggrunden.

Søndagen skulle bruges til at udforske de maritime område rundtomkring Apo. Vi havde købt et engangskamera der var vandtæt for at kunne tage billeder af fisk, koraller osv. Vi fik at vide at selve bugten, hvor resortet lå skulle være fantastisk til at snorkle. Kun ca 5m fra strandbredden åbnede sig en hel ny verden under vandet sig. Der var ingen vind og vandet var klart og sigtbarheden var dermed perfekt. Der var mange forskellige fisk og koraller over det hele. Udover det steg der bobler op fra undergrunden hvilket gjorde at man følte sig fanget i et kæmpestor akvarium. Dette skulle fastholdes på kamera, men desværre virkede engangskameraet ikke, så vi har desværre ikke nogen billeder. Efter at have prøvet snorkling i vores bugt tog vi over til det beskyttede område hvor det koster 5 kr indgangsgebyr. Her opdagede jeg en endnu flere varianter af fisk og koraller end hidtil. På en dybde under 0,5m, dvs. lige udefor bredden og udaf var der rigelig mulighed for at se fisk og koraller i alle forskellige farver.  Vandet var også her så klart at man hurtig befandt sig på 15-20m dyb vand uden at man opdagede det.  Jeg havde håbet at jeg også ville møde havskildpader der holder til i området, men desværre var jeg ikke så heldig (dette ville næsten havde været for perfekt). Om eftermiddagen tog vi en lille vandretur ud på en af små stier der findes på øen. Stien endte ude  ved et udsigtspunkt, hvorfra man havde et fantastisk blik over havet.

Uge 12

Nu er der gået 2 uger siden hvalpene er født og de har begyndt at få øjne. Nu går der ikke lang tid før de kan gå og begynder at opdage verdenen udenfor deres “rede”!

Fredag morgen var målet det nordlige Cebu og Batayan Island. Denne del af øen skulle udforskes med nyerhvervede MC! Kl 9.00 var vi ud på 2 hjul. Den værste morgentrafik og byen skulle lige først overståes før vi kunne nyde turen. Dette vidste vi fra en tidligere tur og betød at vi skulle ca 30km nord for Cebu City før trafikken ville være så aftagende at man rigtig kunne slappe af. Men MC’en havde problemer med elnettet og flere gange sprang sikringerne på den. Men pludselig ca 40 km nord for Cebu City lige før Danao gik alt i stå og MC’en ville ikke starte mere. Vi fik hjælp af en lokal tricycle kører, men heller ikke han kunne løse problmemet. Vi besluttede at lade MC’en stå og tage videre med en bus og hente MC på vejen tilbage efter weekenden. Manden der hjalp os var yderligere så venlig at han tilbød os, at vi kunne stille MC’en hos ham. Vi fik efterfølgende hurtig en bus videre nordpå og nu var planen at tage direkte til Batayan Island. Efter yderligere et par timer ankom vi med færgen i Santa Fe på Batayan island . Vi fandt hurtig et resort vi kunne lide og den hertil passende strandhytte(ca 100 kr / pr nat) med havblik og direkte ud til en fantastisk strand. Vi blev hurtig enig om at her ville vi nok blive hele weekenden over og bare nyde vejret og omgivelserne. Aftenen blev afsluttet med kolde øl på terrassen og lyden af havet.

Lørdagen blev benyttet til at slappe af og dase samt at udforske lidt af Santa Fe til fods. Vi fik organiseret en scooter til næste dag for at se og opleve resten af øen. Om aftenen besøgte vi en lokal restaurant med navnet “d’Jungle”, der ejes af en ældre tysker med navn Robert. Meget udsædvanlig for Filippinerne var Robert ikke bare ejer af restauranten, men samtidig gæstgiver og tog imod sine gæster og underholdt dem med små historier. Et hyggelig sted med en god stemning og god mad i form af et kæmpe buffet til 25,- p.p. inkl. drikkevare!

Søndagen udforskede vi så resten af øen. Vi havde åbenbart taget det rigtige valg fordi der var overskyet og betød at det var det perfekte vejr til at køre på scooter! Op til flere gange kunne vi lugte at vi nærmede os hønsestalde, fordi Batayan Island har en del hønsefarme og forsørger den del af  Filippinerne med deres æg. Vi tog en tur rundt om hele øen hvilket og ca 4 timer med stops undervejs. Her fik vi set små fiskerbyer gemt væk i skoven, fiske marked i Batayan by, tricycle med hele 10 personer og mindst 2 børn, hullede veje og køer langs med vejen.

Øjne og de første opdagelsesture

Pakket og klar til tur

Et forsøg på at løse problemet, men forgæves!

Haganaya havn

Vores hytte

En filippinsk lilafarvet brandmand

Tur langs med stranden

Hængekøje, strand og palmer, har man brug for mere?

Endnu et billede fra stranden (vores veranda til højre)

Monsterstore havsnegle

Vi talte 10 personer + ukendt antal børn

Fed seng!

Uge 11

Ikke nok med at vi en masse fremmed katte der hygger sig med at vælte vores skraldespande (hente madrester) i køkkenet, har vi også vores egen hund. Lula Longtits eller bare Lula bliver hun kaldt og hører egentlig til et nabohus ned af gaden.  Vi ved ikke om Lula er hundens navn, men det er hvad de tidligere studerende har kaldt hende og det har vi overtaget. Lula er en intelligent hund, der lytter når vi kalder på hende (selvom det er ikke hendes navn), kan krydse en trafikkeret vej, gør af de personer hun ikke kan lide og ryster med foden mod porten når hun skal ud eller ind. Hun glæder sig når vi kommer hjem og elsker at blive nusset. Dette kompenserer lidt for det savn man har hjemmefra, hvad der angår hunde! På det sidste har vi lagt mærke til at hendes “longtits” er vokset, apetitten og maven (især efter vi havde været i Moalboal) er vokset. Så det var bare et spørgsmål om tid, hvornår hun skulle føde et par hvalpe. Vi havde alle besluttet os at det var bedst at Lula skulle have hvalpene hos istedetfor et eller andet sted på gaden! Så tirsdag morgen var det så vidt…Lula var meget urolig og vi kunne se at veererne havde sat igang. Vi havde hverken forberedt et fødested eller lignende til hende, men det fandt vi meget hurtig ud af at hun selv havde gjort. Ca kl 9.00 kom den første og efter et par timer var der 3 hvalpe (2 drenge og 1 pige).  Lula´s valg som “rede” var ikke det bedste. I “baggården” bag et gammelt AC-anlæg var hun og hvalpene klemt inde. Vi fik hurtigt sat et lille hudehus sammen ved siden af og fik flyttet hende og hvalpene over.

Om lørdagen afholdt Sister Anne’s Daycare et arrangement med navn “My Best Igan” ( Min bedste ven). Det gik udepå at man sponsorede en dag for et barn fra daycaren. Vi var 5 studerende der deltog og udover os var der en del andre frivillige. Deltagelse kostede 25 kr og hertil fik man udleveret en taske med mad og drikkevarer samt hver fik udleveret en t-shirt med tryk på.  Vi mødtes kl. 9.00 hvor der blev afholdt diverse opvisningerne fra børnene, som tildels Anne og de 2 andre studerende havde forberedt og en dans af pædagogerne. Herefter fik vi udleveret et stykke puzzle og dermed skulle vi finde den passende del hos en af børnene. Anne fik en pige med navn Lyka og jeg en pige med navn Thania. Vi blev så allesammen kørt til den nærliggende SM-Mall (indkøbscenter), hvor vi havde frie tøjler indtil bussen skulle hente os igen kl 15! På mallen er der en del forlystelser og Lyka og Thania ville absolut prøve alt, ligefra karusseller, tog, hoppeborg osv.  Det var en dejlig og sjov dag og de to piger nød at være sammen med os. Man skal jo huske på at de kommer fra fattige kår og der er der ikke så mange midler til at besøge en forlystelses park en mall eller lignende. Vi har efterfølgende fået udskrevet billederne fra dagen og sat dem i hver deres billedemappe og udlevereret dem til stor glæde for de 2 piger!

Lula “Longtits”

Lula og 3 hvalpe

Den “førstfødte”

Den “anden” fødte

Lula og hvalpene

“Bjørnen sover” på fillipinsk manér

Lyka og Thania “vores børn” for den dag!

“ICECREAM”, én sikker vinder!

“ICECREAM” til den store guldmedalje!

Yamaha Serow XT 225

Efter ca en måneds søgen, samt diverse overvejelser blev der købt en motorcykel. Jeg havde i lang tid prøvet at finde et sted hvor man kunne leje en MC i en længere periode, men de steder jeg fandt, fandtes ikke eller var lukket.

Uge 10

Johanne, som er  en af beboerne på vores pension havde ret mange tømmermænd efter en bytur sidste fredag, men da tømmermændene (hovedpine og kvalme) efter 3 dage ikke blev bedre og en stærk migræne havde overtaget tog hun på hospitalet. De mente at hun havde fået denguefeber ( http://da.wikipedia.org/wiki/Denguefeber), hvilket vi fik bekræftet efter 2 dages venten på resultater fra diverse blodprøver. Lægerne anbefalede at hun fik ekstra blod, og hospitalet (privathospital) havde ingen blod de kunne tage af, hvilket gjorde at der skulle findes en bloddonor. Hospitalet mente det var bedst at nogen af os kulle give blod. Men mange af os vidste ikke hvilken blodtype vi har så vi skulle igennem en blodtest først. De fleste piger blev afvist af personalet da de mente at blodårene ikke var synlige nok til at de ville stikke i dem. Resultatet blev at enten havde man ikke den rette blodtype eller ikke synlige blodårer og vi havde ingen bloddonor. Så efter en dag spildt med diverse kørsler fra og til hospitalet skulle der kaldes på en extern bloddonor. Der blev fundet én og om aftenen ringede Johanne til Rikke (veninde til Johanne) og forklarede at hun i sin tilstand (hun havde stadig stærke smerter og ret skidt) at donoren var kommet og nu skulle der forhandles pris om hvor meget han skulle have, hvilket hun ikke kunne overskue, forståelig nok!! Det tog en næsten en hel uge inden Johanne kunne udskrives igen

En uge efter “Ondoy” blev Filippinerne ramt af næste tyfon, men denne gang lidt nordlig for Manila. De høje vindhastigeheder samt regnen gjorde at der opstod jordskræd og ca. 300 mennesker omkom herved. Samtidig står Manila stadig under vand og den 30. september kun 3 dage efter “Ondoy” blev Sumatra ramt af et jorskæld hvor flere tusinder er døde og hele landsbyer er forsvundet. Samtidig blev Samoa øerne og Tonga ramt af en tsunami, hvilken opstod fra en andet jordskæld ude i havet. En uge med en masse naturkatastrofer, der rammer de fattigste aller mest.

Om søndagen var Anne på tur med Parian. Med hjælp af penge fra Danmark havde de studerende, der tilhører Parian sørget for en tur i det grønne. Turen gik til en offentlig park “Family parc”, hvilket er et grønt område med legeplads og svimming pool, som ligger sc 30 min. kørsel fra Cebu City. Det var en lang dag med masser af glade børn, der fik en god oplevelse.

Børne klar til busturen

rutsjebanen er ikke kun for børn!

Anna med Rolando

Så er der mad!

kaste håndtegn til ære for kameraet

Rosalyn og Jane

Uge 9

Mandag var der stadig vind, men jeg ( jakob) prøvede alligevel at komme ud at snorkle, hvilket blev hurtigt afbrudt pga mændgderne af saltvand jeg fik slugt. Ved middagstiden gik turen tilbage til Cebu City med trafiklarm, bilkøer og bilos!

De sidste par uger har vejret ikke været det bedste. Dvs. der overskyet hele tiden og dette indelukker ret hurtigt alt bilos og lignende i byen og giver med varmen en ret betrykkende luft. Skyerne kommer fra tyfonerne der for tiden bevæger sig i området. Cebu er et ret “tyfonsikkert” områder og bliver sjældent ramt. I weekenden ramte tyfonen “Ondoy” ( “Ketsana” international)  den nordlige del af Filippinerne.

Resultatet var at 80% af Manila blev oversvømmet. Ondoy var ikke en tyfon med særlig høje vindhastigheder men der faldt en masse regn, hvilket de lokale myndigheder ikke var forberedte på. Ondoy var den 15. tyfon der ramte Filippinerne i år med “kun” hastgheder op til 85 km/h hvilket er lidt i fohold til de andre tyfoner der allerede havde været. Men som sagt havde denne tyfon en masse regn med sig og for at give et par tal så faldt der op til 455 millimeter regn på 24 h! Den kendte storm Katrina der ramte New Orleans i 2005 faldt der kun ca. 250 millimeter!Så vidt som jeg har fået oplyst falder der ca 640 millimeter regn gennemsnitlig i Danmark om året!Resultatet af tyfonen var at 300 mennesker mistede livet samt ca 1,5 mio. mennesker står uden hjem!

http://www.youtube.com/watch?v=6pAwx6gPF54

Uge 8

Anne og Christina havde i sidste uge besluttet sig til også at være på Parian ( se beskrivelse uge 6) mandag til tirsdag og Sister Annes daycare resten af ugen, som en fast rytme. Dvs i dag havde de deres første dag på Parian.

Vi udnytter ret tit muligheden for at gå i biografen. Såsnart vi synes der er noget at se og dette er typisk en ny amerikansk film tager vi chancen. Billetterne er selvfølgelig billige (ca 25kr for 2 billetter), hvilket ikke kan være et godt geschæft! Filmen skal betales, aircon skal holde biograferne ( 8 biografer med hver plads til ca 800-900 gæster) nedkølet, rengøring, personale osv og så er biograferne typisk tomme, dvs max 20 gæster ( det er hvad vi har oplevet indtil videre også om aftenen)!! Men vi synes det er fedt og endda når der er filmfestival (så koster billetterne kun 2 kr) bliver biografen ikke engang fyldt. En af biograferne er med 3D (det koster så tilgengæld 50kr ) og her får man udleveret 3D briller, der gør at lærred for dybde og ting kan komme flyvende i mod én! Vi har haft fornøjelsen at se den nye film fra Disney-Pixar med navnet “UP” (“OP” dank) 2 gange og synes stdig den er fantastisk.

Moalboal er en by der ligger på vestkysten ca 90 km fra Cebu City. Stækningen tog vi pr bus hvilket kostede 17 kr for os begge tog. Turen tog ca 3,5 timer og herved skulle vi passere den bjergryg der ligger på midten af Cebu. Vi var blevet advaret af de andre studerende der allerede havde taget derhen at busserne kører ret hurtige. Anne havde forsynet sig med en pille mod transportsyge. De andre havde ret, de filippinske busser kører ret vilde og hornet bliver brugt for at køre opmærksom at “ekspressen” kommer kørende! De andre medpassagerer  er nok vant til kørestilen og jeg (jakob) tog det med et smil på læben. Men på et tidspunkt lavede bussen et manøver der også fik de andre passagerer “op af stolen”!!Buschaufføren valgte at overhale en anden bus, hvilket egentlig ikke skulle være et problem, men den anden bus ville ikke overhales og valgte også at accelere! Dette resulterede i at vi kørte ved siden af hinanden i lidt for lang tid og chaufføren brugte sit horn men det hjalp ingenting og vi kørte ind i det næste blinde venstre sving med høj fart på den forkerte side af vejen og heldigvis kom der ingen andre modtrafikanter! Da vi havde passeret bjergryggen gik vejen langs med østkysten i sydgående retning, hvor vi kunne nyde udsigten over havet. Moalboal ligger ikke direkte ved kysten, men herfra har man 2 muligheder for at komme til kysten. Enten kan man besøge “White Beach”, hvilket er en strand hvor der kun ligger en håndfuld resorts eller man tager til Panagsama Beach, hvor der findes en hel del resorts, restauranter og barer.  Vi valgte at tage til Whitebeach, hvilket forgik via tricycle og hvor vi først skulle finde et sted at overnatte. Vores valg var “blue orchid restort” hvilket er ret nyt resort med havblik og svimmingpool. Vi valgte et værelse med terasse og en fantastisk udsigt på havet og naboøen Negros.

 Efter næstedags morgenmad på terassen besluttede vi os at tage videre til Panagsama, da vi synes at der “lidt” for stille og mulighederne for at vælge en restaurant var begrænset til kun 2 steder. Panagsama Beach har som sagt et hav af resorts, restauranter og barer men ingen strand! Til gengæld er der mulighed for at se fisk og koraller kun få meter svømmetur fra kysten. Men vi var i den uheldige situation at der var for meget vind hvilket gjorde det umuligt at komme ud at snorkle. Så vi nød et par øl foran vores nye værelse og en tur igennem “byen”, hvorved vi fik arrangeret en scooter til en tur rundt omkring Moalboal næste dag.

Om søndagen tog vi så scooteren og kørte i sydgående retning med det mål at finde Kawasan Falls, et berømt vandfald i området. Vejen mod syd gik stadig langs med kysten og vi nød den trafikfrie tur. Opmærksomheden var rettet mod os ligemeget hvor vi kom hen nok fordi vi var de eneste der havde hjelme på og nok pga. vi var Ikke-filippiner. Ved at køre lidt frem og tilbage fandt vi starten af stien hvorfra vi skulle gå i ca 30 min for at komme til vandfaldene. Vi havde en guide med hvilket vi egentlig ikke behøvede men han kunne fortælle os lidt om området og bære vores rygsæk. Vandfaldet bestod af flere nivauer, med hver deres vandfald og bassin foran hvor man kunne bade. vi havde blå himmel og solskin og floden med vandfaldene var helt fantastiske. Vi tog turen helt op hvor vandet kommer ud af bjerget og hvor man kan drikke direkte fra kilden. Fandfaldet i nivauet under valgte vi til at bade. Der var ret mange mennesker ( det var søndag) men det var trodsalt en oplevelse for sig selv.

Kawasanga Falls

Udsigten fra vores hotel første nat

Øl nydes fra minibaren på terrassen

Ja vi ser smart ud med hjelm og solbriller (sløjfen matcher solbrillerne)

Filippinsk grisetransport…

uha Anne fik sved på panden…

Svømmetur i det klare vand

Uge 7

Helligdage er ikke noget der ligger helt så fast på Filippinerne som vi kender det i Danmark. Ved en tilfældighed læste vi i avisen i går (søndag) at der var blevet besluttet at holde helligdag mandag og onsdag. Dette udløste en del forvirring os hos alle og der blvet sms’et og ringet til kontaktpersonerne på de forskellige praktiksteder, for at finde ud af om det var korrekt.  Det viste sig at der var helligdag mandag og onsdag, hvilket man kan undre sig over at dette bliver offentliggjort så sent, men det er vist ret normalt her. Man kan så selv stille sig spørmsmålet, hvordan informationen kommer ud til alle dette vedrører på så kort tid, især når ikke alle læser avisen, lytter til radioen eller ser Tv på en søndag! Vi tænkte også over at hvis vi havde fået dette tidligere at vide havde Anne nok bedt om fri tirsdag og vi havde således taget en forlænget weekend for at se sig lidt omkring.

Vi har begge efter vores ankomst købt et medlemskort til trainingslokalerne på Waterfront, hvilket er et luksushotel der ligger ca 2 km fra vores pensionat. Adgangskortet giver også mulighed for at benytte sig hotellets poolområde, hvilket bliver flittigt brugt i ugedagene, hvis vejret er derefter .

http://www.waterfronthotels.com.ph/cebu/index.html

Fredag var der arrangeret Tour de Chambre her på Chillen & Grillen. Dvs hver værelse havde udtænkt sig et tema og dekoreret værelset derefter. Touren startede hos Anna og Søren, 2 udannede lærer der arbejde på den internationale skole for 2 måneder hvorefter de skulle videre til New Zealand. Anna og Søren bor ikke på Chillen og Grillen men derimod på “Ringtop” En Pension på den anden side af vejen. Da vi skulle rundt  på 8 værelser (“chambre”) var tiden begrænset til 30 min, hvor man fik præsenteret temaet, fik en velkomst drink og fik gennemført eventuelle udfordringer. Der var følgende temaer: lokums limbo, jungle, kinaland, lokummet,  camp Ålborg, juleaften, Hawaii og nordjylland. Vi forskellige værelser havde virkelig gjort sig umage og der blev heller ikke fundet en vinder. Festen blev afsluttet med en bytur for nogle af deltagerne.

Yes Hawaii

Et værelse fuld med toiletpapir, tis og lort…hmhmhm

Welcom to china

Glade nisser og sure nisser

Guiderne til turen i junglen (hvem er aben?)

Jungle tema med lyden af løver, elefanter og aber (tak til ipod)

Vores udklædning

 

Uge 6

Tirsdag tog jeg (Jakob) med Daniel (kæreste til en studerende) ind til et dropinn center for gadebørn. Her har 2 andre studerende en praktikplads. Stedet er et center hvor gadebørn (2 til 17 år)bliver afleveret af politiet inden de kommer videre i systemet. F. eks er der en 17årig blind pige fra Negros (naboø til Cebu). Hun var rejst alene hele vejen fra Negros for at finde sin kæreste hun havde SMS’et med. Hun  blev fundet af politiet og bragt til centeret hvor hun bliver indtil man finder ud af hvad der skal ske med hende. Nogen gange dukker også gadebørn selv op og banker på døren. Jeg fik en introduktion (regler/organisation) til centeret. Men jeg fandt hurtig ud af at alle disse regler ikke blev overholdt, hverken af børnene eller pædagogerne på stedet. Centeret har ikke mange penge, hvilket man ser på det ikke eksisterende udstyr(fx legetøj, papir, blyanter eller lign.,  borde/stole, brusere og et ordentlig køkken). Udover det vil stedet være ramt af finanskrisen da mange af støtterne (også fra EU/Unicef) er blevet skåret drastisk. Der er blevet dannet en gruppe på Facebook hvor man har mulighed for at donere penge til stedet. Her er linket http://www.facebook.com/profile.php?id=534190627&v=info&ref=name#/group.php?gid=121361382881

Desuden hat centeret også mobile skoler, som er busser med undervisningsmaterialer og lærer der kører ud til slumkvarterne og underviser. 

Om onsdagen tog jeg (Jakob)første erfaringer med trafikken hernede. Jeg lejede en scooter/motorcykel i 2 dage. Men selvfølgelig skulle det regne disse dage (det har næsten ikke regnet indtil nu)., men jeg udnyttede alligevel chancen. Første dag blev brugt til at køre op til ”Tops”, som er et bjerg/udsigtspunkt udenfor Cebu City. Her har man mulighed for at se henover hele byen og mere dertil.  Jeg havde taget turen sammen med Daniel og scooteren havde lidt svært med at hive os op af det sidste meget stejle stykke. Undervejs blev vi overhalet af flere scootere (lignende som vores) med 2 eller 3 filippiner på (men de vejer jo ikke nær så meget som 2 tunge europæer). Scooteren lugtede også ganske meget af brændt olie og som det senere hen viste sig havde vi næsten kørt den tør for olie. Men udsigten var i hvert fald det værd i de 5 minutter det varede for så begyndte regnen. Vi besluttede os at vente indtil regnen havde aftaget for så at tage nedkørslen på en drivvåd til dels betonvej, hvilket er utrolig glat. Men vi kom ned ved at køre meget forsigtigt.

Torsdag tog Anne og mig en tur op af kysten til en by med navn Danao. Det var dejligt at komme lidt ud af byen, hvor trafikken er lidt mere overskuelig. Det er ret anstrengende at køre i byen pga. de mange bilkøer men også at skulle holde øje med alt. Hernede findes der (så vidt har jeg lagt mærke til) ingen vigepligt og hvis man skal dreje ind på en hovedvej kører man bare, og de andre holder bare tilbage. Der bliver i det mindste ikke kørt over for rødt. Men som sagt turen der op var fantastisk og det gik faktisk hurtigere end jeg havde regnet med. Vi kørte også en ture op i bjergene og landede på toppen af det bjerg hvor vi havde en super udsigt. Men endnu engang indhentede regnen os og vi begyndte at køre hjem af.

Fredag skulle jeg (Jakob) have fornyet mit visum og derfor blev jeg nød til at tage til Mandaue  (en forstad til Cebu City) og indfinde mig på Immigrationservice. Jeg var tidlig på den og udover mig var der kun gamle amerikaner, der skulle det samme som mig. Generelt er gadebilledet fyldt med filippiner, men hvis man ser en europæer/amerikaner så er det typisk en ældre herre med en meget ung filippinsk dame.

Om søndagen tog vi alle sammen (alle danske studerende) en bådtur udenfor Mactan Island. En del af de studerende var i gang med et dykkercertifikat og dette var sidste del af øvelsen. Vi sejlede ud til 2 dykkesteder hvor der skulle gennemføres forskellige øvelser mens resten af os benyttede lejligheden at snorkle eller bare at tage et solbad på dækket af skibet. Med en skive franskbrød kunne man få en hel sværm af fisk på klos hold.