uge 2-3

Hverdagene går med at arbejde på Sister Annes Daycare. Vi har nogle gode arbejdstider, som jeg ikke kan klage over. Men når vi har fri, føles det som om man har arbejdet i 10 timer! Nok pga. varmen, indtrykkene, alle de nye ansigter man ser hver dag, og så skal man være meget bevist med sit kropssprog og ansigtsudtryk. Filippinere smiler som sagt rigtig meget! Det er man jo ikke helt vant til på samme måde derhjemme. Så hvis man liiige slapper af i ansigtet, eller bare af en eller anden grund ikke smiler og er ”glad”. Så spørger de straks om man er ok, eller om der er noget galt. Så det med hele tiden at bevare sin positivitet, og selvom du ser noget fx på gaden eller i daycaren der støder dig, skal man hele tiden holde et ”pokerface” . Det kan være rigtig hårdt i længden!  

Daycaren hedder egentlig ”Blessed Sacrament parish ” som er tilknyttet en kirke. Vi er blevet taget rigtig godt imod. Børnene kalder os for ”Ate”, som betyder søster på filippinsk. I løbet af dagen kan der komme op til 30 børn i alderen 1-6 år. Dem der kan betale, betaler 20 pesos om måneden som svarer til ca. lidt over 2kr. Andre betaler det de nu kan. Så selve stedet er meget afhængige af sponsorere. (i sidste uge kom nogle ”turister, visitors” som havde en pose til hvert af børnene. Posen indeholdte chips, en slags pølsebrød og en juice. Man kan så selv vurdere om det var det bedste at give børnene, men pænt af dem var det i hvert fald). Næsten alle børnene på Filippinerne har meget dårlige tænder! De er sorte og nogle næsten i forrådnelse! Når det er snack tid, bliver børnene tilbudt cola, slik og kakaomælk. Når børnene møder ind, får de serveret en ris blanding/grød med kakaomælk i. Så man forstår godt hvorfor de har så dårlige tænder.. (Generelt bruger filippinerne meget sukker i deres madlavning, fx deres brød, marinader osv. Så det kan være svært at finde noget sundt.)

 Det er Sister Anne, en katolsk nonne fra Irland som har startet daycaren. Vi er så heldige at vi kan gå dertil, som tager os ca. 20 min. Vi går igennem vores kvarter, hvor der er en helt speciel stemning om morgenen. Folk på gaden hilser og vinker. Nogle er i gang med at forberede morgenmaden i deres gryder på gaden, andre bader deres børn, og i baggrunden kan man høre børnene bede morgenbøn i deres klasseværelser. På hele turen hen til daycaren , skal man hilse på næsten alle og sige godmorgen. De fleste morgener er det en super dejlig måde at starte dagen på, men nogle gange har man også bare lyst til at være i sine egne tanker.

daycare: stue, hvor alt foregår

Daycare:Lydia (én af kollegaerne fra stedet) og børnene der sover

House visiting:én af forældrene der havde en lille butik, som hun snart skulle forlade

House visiting:Jobfunktion fra én familie vi besøgte

House visiting:nabobørn der er nysgerrige

Feeding: gadebørn der venter på mad

Feeding: Billedet af gaden og deres huse

Feeding: Gadebørn der venter på mad

Feeding: Gadebørn der får mad

 Christina, Nina og jeg har hver en mad dag, hvor vi hjælper de ansatte med at lave mad til børnene.  Nogle af dagene er vi med til feedings. Feedings betyder at, vi kører varm mad ud til børn i forskellige fattige områder i byen. På disse feedings laver vi ikke ret meget, altså dvs. vi er der kun. Der er nogle madkoner, nogle som er ansvarlige for opøsning af maden, oprydning osv. Så vi vil ikke rigtig blande os i det, eller prøve på at overtage. Men vi prøver på at, kommunikere og komme i kontakt med børnene og de forældre der er i nærheden. (vi har fx ageret smagsdommere i en madkonkurrence for mødrene i et af områderne. Det var virkelig sjovt og imponerende at se hvor meget de havde lagt i det.)  Alle er virkelig glade og vil meget gerne have opmærksomhed. Især hvis vi tager kameraet frem, så slås børnene om at komme til. Det kan godt blive for meget engang imellem, da det hurtigt kan blive fokuspunktet. Jeg personligt har det sådan, at man godt kan komme til at virke som en turist der bare kommer forbi og skal tage billeder af ”de vilde indfødte”. Jeg har de fleste gange undladt at tage mit kamera frem, og i stedet lade dem komme til mig af ”naturlige” årsager. Og man kan sige, at vi jo ikke er på nogen foto safari! Det er selvfølgelig klart at når vi er 3 på samme praktiksted, har vi hurtigt meget forskellige meninger og holdninger. Det kan virkelig være svært engang imellem, at undgå ikke at blive irriteret…J Derfor kunne det være en ide, at kombinere et andet sted med det nuværende praktiksted, men nu må vi se.

Vi har også været af sted med to ansatte, på hjemme besøg (housevisiting) hos nogle af børnenes forældre. Det var virkelig en oplevelse på godt og ondt. Vi gik igennem en labyrint af smalle små ”gader” imellem blikhuse og hytter. Man måtte skræve over åbne kloakker, over kvinder der sad og vaskede. Svært at forklare sceneriet. (udseendemæssigt minder det hele meget om filmen ”slumdog millionare”) Et af husene vi ankom til boede en bedstemoren til to af børnene, foruden børnebørnene boede begge bedstemorens døtre hjemme. Hun havde en lille butik foran sit hus, som var hendes levebrød. Men ejeren af grunden havde sagt hende op som lejer. Så de kunne blive sat for døren når det skulle være, og bedstemoderen vidste ikke hvor de så skulle bo. Alt dette fortæller hun med et smil på læben. Næste hus var så overvældende at jeg fik det fysisk dårligt. Her boede 3 mennesker. De spiste, sov og levede på knap 2 m2!! Og betalte 700 pesos pr måned, hvilket er helt vildt meget for hvad vi ville kalde et ”skur”! Det var så trængt, at jeg kunne strække begge arme ud, og røre væggen. Vi besøgte også nogle af de ansattes hjem, der var lige så kummerlige forhold. Alle disse hjem havde ingen toiletforhold, så gad vide hvor det foregår?? Vi fik fortalt at hvis der udbrød brand et sted, så var der intet at gøre. Så var man næsten sikker på at ens hjem ville brænde ned. Alle husene hænger sammen på en eller anden måde.

Her på vores pension house ”Chillen & Grillen” går det godt. Jakob og jeg har med meget besvær fået vores eget værelse. Der var en del problemer med vores udlejer. Hun havde lovet mig et værelse når Jakob kom, men en pige flyttede ind, og jeg kontaktede igen udlejeren. Hun sagde hele tiden, at der ikke problemer var, og vi kunne få værelset når Jakob kom. Men pigen havde åbenbart ikke fået noget af vide, og det skabte en masse forvirring, for der var ingen andre værelser ledige. Men vi fik værelset. Men det var da en lidt ærgerlig situation. Vi er 16 i alt på pensionen, hvoraf 13 af os er pædagogstuderende. Vi prøve så vidt mulig at være sociale sammen. Så de fleste af os har meldt sig til et fitness center med tilhørende pool. Der er også arrangeret ture ud af huset sammen, vi skal besøge San Miguel bryggeriet, dykkerture, byture osv. Så der er nok at lave J Her i weekenden tager vi  som tager til en ø ud for Cebu (Bohol). Så er der dømt afslapning, snorkling, sol og sightseeing.