Uge 21

Mandag skulle Anne færdiggøre sit projekt og vi skulle pakke alle vores ting og gøre klar til afrejse tirsdag. Flyet var booket til tirsdag middag mod Legaspi i området Bicol. Det var nu at vi opdagede at vores tid på Chillen & Grillen skulle ende, det sted vi i de sidste ca 4 måneder havde levet. Da vi ikke har brug for alle vores ting på rundrejsen kunne vi stille en taske hos Flemming.

Efter en lidt vemodig afsked fra Chillen & Grillen sad vi i flyveren mod Legaspi. Nogle af de andre studerende ville vi ikke se igen før måske engang i Danmark, men de fleste kommer vi til at møde til nytår på Borakay. Legaspi ligger lige ved siden Mount Mayon, hvilket er én af de mest aktive vulkaner i verdenen. Dette blev vi vidne til lige efter vores ankomst hvor vores taxa chauffør fortalte at den netop var udbrudt “men kun lidt” og at dette var normalt. Resten af dagen benyttede vi at lære byen lidt at mere at kende og finde ud af hvilke aktiviteter den har at byde på.

Onsdag sov vi længe og spiste frokost/sen morgenmad i byen og planlagde de kommende dage. Vi blev enige om at tage til Donsol i morgen for at se på hvalhajer. I mellemtiden var åbenbart det lille vulkanudbrug vokset til at være lidt større og se selv på følgende videoer jeg har fundet som blev optaget for et par dage siden. Vi har selv prøvet at optage vulkanudbruddet om natten hvilket vores kamera ikke kunne.

http://www.youtube.com/watch?v=lv07rn2QEf8 

http://www.youtube.com/watch?v=1X8xl6qhXTI

Torsdag morgen tog vi en Van/bus fra Legaspi til Donsol hvilket tog ca en time. Fra Donsol centrum tog vi en tricycle til Donsol visitorscenter der ligger lidt udenfor byen  og ved siden af ligger der flere resorts. På visitorscenter skal man registreres og betale et gebyr. Ved denne lejlighed  mødte vi andre rejsende der også ville ud a se hvalhajer og vi aftalte tid til samme dag hvornår vi kunne dele en båd til turen. Vi havde tid inden vi skulle afsted til at finde et resort og spise noget inden vi skulle afsted. Vi var 6 med båden, et fransk par, 2 australier og os, men inden vi sejlede fik vi en lille dvd-indstruks hvordan man færdes i vandet når der var hvalhajer. Max 1 båd, max 6 personer og min 3 m afstand var nogle af de indstrukser vi fik. Efter indstruksen sejlede ud på havet i håb om at se en hvalhaj. Efter kun 10 min. så vi den første der svømmede i nærheden af en båd  og andre turister var allerede i vandet og prøvede at svømme med den. Vi kunne fra vores båd blot se skyggen, som hurtig forsvandt igen. Vi sejlede blot en lille runde inden hvalhajen dukkede op igen og vi gjorde os klar til at hoppe i vandet. Der var instruktør med om bord, som sørger for sikkerheden både for svømmerne og hvalhajen. Den anden båd med turister havde midlertidig også spottet hvalhajen og var allerede i vandet og svømmede efter hvalhajen. Dvs. nu befandt sig 2 både og 10-12 turister i nærheden af hvalhajen. Jeg undrede (jakob) mig lidt over da vi fik besked at hoppe i og svømme efter hvalhajen, da der også var andre allerede undervejs! Med dykkermaske, snorkel og svømmefødder svømmede jeg efter indstruktøren der svømmede mod den store skygge der nærmede sig mig. Pludselig kunne jeg ikke se skyggen mere og indstruktøren råbte et eller andet så jeg tog hovedet under vandet for at se hvad der forgik. Det jeg så var rimelig skræmmende, en kæmpe fisk på ca 6m mindre end én meter foran mig med direkte kurs mod mig og jeg tænkte bare “mindst 3m” og svømmede til siden for ikke at blive ramt af den. Da jeg kiggede ned igen var den allerede forsvundet igen og jeg lagde mærke til at sigtbarheden ikke var den bedste (ca 1m). Anne var ikke med i vandet, da hun ikke har lyst at møde store dyr i vandet. Efterfølgende sejlede vi lidt rundt for at finde flere og efter et stykke tid så vi én på ca 9m. Den svømmede stille og rolig og der var tid til svømme ved siden af den og tage billeder (med undervandskamera). Jeg nåede også at svømme foran den og dykke ned hvorved jeg kunne se at den svømmede med munden åben (ca 1m bred) hvilket var lidt skræmmende.

http://www.youtube.com/watch?v=uQrBwN39LJI

 Det var en oplevelse for sig selv, hvilket man skal have prøvet hvis man har chancen, men det er også anstrengende at ved siden af sådan en fisk der har i forhold til so rimelig fart på. Vi tog efter bådsturen tilbage til resortet hvor der ventede os en “firefly” tur om aftenen. Efter det var blevet mørkt steg vi igen ombord på en lille båd og sejlede ud i den mørke nat. Båden tog os langs med kysten til en flod, som vi sejlede op ad. Efter et stykke tid kunne vi se de første “fireflies” (ildfluer). Det blev lidt kedligt efter et stykke tid at kigge på træer med masser af ildfluer med lys (julelys) der sværmede omkring. På vejen tilbage havde vores bådsmand til svært ved at orientere sig i natten og vi kom til at sejle /strande på en lille sandrevle, men der skete intet og vi kunne sejle videre.

Egentlig ville vi blive i Donsol en dag mere, men vi besluttede os for at  tage videre.  Donsol har ingen særlig strand og vandet var heller ikke perfekt. Vi ville til Naga, hvorfra man komme videre til Caramoan Peninsula, der skulle være noget særligt. Vi fandt en jeepney der tog os fra donsol til Legaspi og fra der tog vi en van videre til Naga. Vi ankom i Naga tidlig eftermiddag, hvilket var for sent til at tage videre til Caramoan. Vi fandt et hotel i centrum af Naga og tog ud at spise om aftenen.

Mount Mayon i udbrud

Jeepneytur i Legaspi

Snorkle med hvalhaj

Hvalhaj

Passager bliver båret om bord

Ankomst i havnen og afhentning i små både

Gota Village

På tur i landskabet af Caramoan Peninsula

Hanekamp

Hanekamp

For at komme til Caramoan Peninsula er ikke lige til. Vejene er for dårlig til at man kan køre så vi tog først engang en van (1,5h) til Sabang en havneby på nordøstkysten af Bicol. Herfra skulle vi stige om på en båd og sejle i 2 timer. Båden lå ved stranden og alle passagerer skulle bæres om bord da vandet var for dybt og man ellers ville blive sjaskvåd. Der blev også grinet da vi rullede vores shorts op for at gå om bord, men måtte indse det var bedst at blive båret. Det småregnede lidt mens vi sejlede (2 timers sejltur) mod havnebyen Guijalo, der ligger næsten helt ude på det østligste punkt af halvøen Caramoan. Ved ankomsten kom en hel masse små både padlende ud mod vores båd og vi troede at de kom for at tigge eller lignende som vi har oplevet det i andre havnebyer før. Men næ nej, vores båd var for stor til at sejle ind i havnen og derfor måtte alt baggage og passager stige om i små både for således at komme i land. Jeg (Jakob) synes det var spændende mens Anne var meget skeptisk og ikke så tryg ved at stige om i sådan en lille båd. Endelig ankommet i land fandt vi os en tricycle der skulle tage os til Caramoan by, hvor der er pensioner og lignende. Caramoan by ligger ikke ved vandet og vi var lidt efter at finde et resort eller lignende ved kysten. Vores tricycle chauffør kendte også et sted og vi besluttede os at fortsætte igennem Caramoan og ud til kysten. Vejen til kysten var en oplevelse for sig selv med mange vandhuller, bumb osv. Samtidig var landskabet fantastisk vi kørte forbi rismarker hvor bønderne var igang med at plante osv. Resortet var ikke det vi forventede, da de var igang med at renovere og vi forventede en masse larm og ikke den tiltrængte ro vi ønskede. Vi bad derfor tricyclen at vende om og køre os til Gota Village, hvilket vi havde læste om, som også er et resort hvor blandt andet den nuværende filippinsk præsident har holdt ferie. Turen derhen tog yderlige en halvtime. Vi viste med det samme ved ankomsten til resortet at vi ville blive der uden at have checket faciliterne først som vi plejer at gøre. Gota Village er noget helt særligt en lille by af 80 små huse i forskellige størrelser, der fordelt i en lille dal der munder ud i en bugt med strand. Priserne er selvfølgelig også derefter, men det er stadig indenfor vores økonomiske ramme. Vi betalte 2500 pesos pr nat for en lille hytte og hver måltid koster 450 pesos pr. person dvs ca 250kr og 45 kr, som er i den dyre ende for os, men ok! Normalt spejder vi efter overnatning for max 1500 P og måltid p.p. 250 P for at holde os indenfor de økonomiske rammer vi har fra nu af hvor vi er ud at rejse. Men ikke kun beliggenheden, men også selve hytten var en overraskelse i forhold til at vi var så langt ude og væk fra den næste større by. Hver hytte var lavet ud af fyrretræ med AC, brusekabine med varmt vand og tv med parabol. Vi spurgte ved receptionen om ejeren var fra skandinavien eller europæer, men fik at vide at stedet var ejet af governøren som havde hentet hytterne fra europa. Det var overskyet, temperaturen var omkring 20 grader og det blæste ret meget og vi sad i en hytte, som man ser den på campingpladser rundt omkring i DK, vi følte næsten som om vi var hjemme i DK på en eller anden campingplads ved kysten, sjovt nok! Blot dette sted svarer ikke til en campingplads derhjemme men lidt mere med servicemedarbejderover det hele, der kan servicere en i hoved og røv hvis man ønsker det.

Søndag tog en gåtur fra Gota til Caramoan by hvilket er omkring 7km. På vejen ind til byen passere vi flere rismarker, krydsede en flod og kom forbi en hanekamparena. Jeg (Jakob) har været til hanekamp engang før i Mandaue (Cebu), som jeg helt har glemt at fortælle om her på bloggen. Hanekamp er en slags nationalsport på Filippinerne og foregår næsten alle steder hver søndag. Anne havde ikke set hanekamp før og nu havde vi chancen at opleve den stemning der følger med en hanekamp. Landsbyen havde en relativ stor arena og den var ikke åbnet endnu da vi ankom og ventede derfor udenfor indtil den skulle åbnes. Vi blev overgloet af de lokale, som om de aldrig havde set “hvide mennesker” før!Lige inden én hanekamp starter kan man vædde på vinderen og det er netop dér helvede bryder løs og der bliver råbt til hinanden. Når kampen så starter beroliger sig gemytterne først. 2 haner kæmper mod hinanden indtil den ene giver op eller dør. Hver hane har en barberblad lignende kniv til et af benene. Denne part er af kampen er lidt barsk og uvant for os vesterlændinge. Efter at have set 2 kampe fortsatte vi turen ind mod byen hvor vi købte lidt småting og tog en tricycle tilbage til Gota Village.

Uge 20

I løbet af denne uge ventede en masse begivenheder foran os, hvilket også gøre det svært for Anne at færdiggøre det tværfaglige projekt hun skal aflevere inden vi ville på tur. Derfor valgte vi at udsætte vores afrejse med et par dage, så der var lidt mere tid det at nå det hele.

Tirsdag eftermiddag var der arrangeret julefest på Parian dropinn center.  Et dukketeater fra Rise Above kom forbi og holdt et juleshow, børnene fik alle nissehuer og der blev givet slikposer til alle. Pengene til disse arrangementer kommer fra donationer fra Danmark, hvilket de studerende på Parian havde indsamlet.

Elisabeth, den ene medhjælper fra SPED havde givet udtryk for at hun gerne ville overtage en af vores hundehvalpe. Hun ville helst have en pige og derfor afleverede vi (Anne og Jakob) i fællesskab “Tiger” lige inden Elisabeth havde fri på SPED. Ved denne lejlighed kunne Anne også  lige møde “holdet” og hilse på børnene! Besøg på børnehjem/aflevering Tiger

Torsdag stod 2 ting på programmet: Jeg havde arrangeret sammen med Cora en biograftur med børnene og Anne og de andre studerende havde afslutningsmiddag med Sister Anne’s daycare. Hen mod formiddagen tog vi alle sammen en Jeepney fra SPED mod SM-Mall, hvor biografen ligger. Inden biografen tog vi til et område i SM hvor man kan spise sin egen medbragte mad. Jeg købte lidt mad til os alle, Cora havde omelet med og børnene havde lidt forskellige ting med. Således havde vi vores egen lille buffet og nød hinandens selskab. Alle børnene var glade og positive og vi hyggede os. Efter frokosten var der lidt tid inden biffen og vi tog en tur igennem SM og børnene kunne se alle juleudsmykninger. Jeg havde valgt at vi skulle se den nye tegnefilm “Christmas Carol” i 3D, og glædede mig til at se reaktionerne! 3D billeterne er koster dobbelt så meget, men vi snakker stadig kun om 25 kr pr billet, hvilket jeg med glæde betalte. Heller ikke Cora eller Elisabeth havde prøvet at se en film i 3D før og de var vældig imponeret. Børnene var helt vilde med filmen og reaktionerne udeblev heller ikke. Der blev grinet og råbt højlydt og jeg nød både filmen (som er flot animeret og kan anbefales også uden 3D) og børnenes reaktioner. I forbindelse med at Christina, Nina og jeg (Anne) stopper i Daycaren, inviterede vi alle kollegaerne ud og spise. På Cusina Sa Colon. Der er et rigtig filippino bbq sted. I forvejen havde vi givet invitationer ud, nogle svarede ja med det samme, andre kunne ikke komme enten pga deres børn eller simpelthen fordi de ikke måtte for deres mand. Nogle spurgte endda om de måtte tage søster, nabo, veninde osv med. Eller hvis de var forhindrede, om de så måtte give invitationen til en bekendt… Lidt svært for os og sige nej, men hvis vi sagde ja, hvor mange ville så ikke dukke op. Så vi vidste rent ud sagt ikke hvor mange gæster der ville dukke op. Vi mødte op på bbq stedet en halv time før, det gør man jo når det er ens egen afslutningsfest. Gæsterne ankom til filippino tid selvfølgelig. Det sjove var, at mange gik lige forbi os, de ænsede os slet ikke. Da de endelig så os, grinede de og sagde at de kunne slet ikke kende os . Og nej rigtigt! Vi havde ikke vores uniformer på… Vi endte med at være 25 personer, meget passende. Der blev anrette et ta selv bord med typisk filippinsk mad. ris, grillspyd, suppe og fisk. Vi sørgede for at der kom drikkevarer på bordet. Red Horse øllen slog hårdt på nogle. Vi blev enige om at jolde tale og byde folk velkommen, men også fortælle at vi havde været utrolige glade for dem og stedet. Sr. Anne holdte en fin og meget rørende tale til os, og vi fik hver en gave. Resten af aften gik med kareoke til den helt store guldmedalje. Det var en dejlig aften i rigtig godt selskab!

Vores sidste dag i daycaren. Nina, Christina og jeg (Anne) havde afskedsgaver med både til børnene og kollegaerne. Børnene fik et  fællesbillede hver, et album (til deling) af alle de ting/aktiviteter vi havde lavet med dem og endelig et nyt badebassin til dem og daycaren. Kollegaerne vi også et stort fællesbillede til stedet samt billeder af dem hver især, som vi har taget i den tid vi har været der. Vi hyggede lidt sammen med børnene med noget ansigtsmaling som de var meget begejstrede for. Så kom afskeden… Det var enormt hårdt for os alle at sige farvel, til børnene fordi man ikke kan undgå at tænke på hvilken fremtid hård fremtid de går i møde. Kollegaerne fordi det er mennesker der virkelig har rørt vores hjerter. Så det endte med én stor tudefest.

Lørdag tog jeg (jakob) om eftermiddagen til Talambam (forstad til Cebu City), hvor der ligger et stort universitet. Her skulle jeg mødes med Cora og nogle af børnene. Der blev afholdt et “Best Buddy” arrangement, hvor studerende og handicappede børn i fælleskab skulle gennemføre foskellige aktiviteter. Der var på forhånd hvilke aktiviter de forskellige handicappede skulle gennemføre og SPED skulle være “tjener”! Der var forskellige prøver inden det rigtige show skulle starte. Om eftermiddagen startede selve programmet med et modeshow, hvor designstuderende fik fremvist deres klæder ved hjælp af handicappede. Det var vældig spændende. Efter modeshowet var der mad (hvilket også handicappede havde været med til at lave) og nogle andre bland andet Cora´s SPED skulle være tjenere. Der var afsluttende dans hvilket desværre endte brat fordi der var en længervarende strømafbrydelse i området. Dette arrangement bliver afholdt hvert år og denne gang var det den 15. gang! Arrangementet er vokset igennem årene og hjælper også at de handicappede lærer andre at kende. Jeg var imponeret over bygningen hvor det hele blev afholdt. Det var det hus hvor arkitektstuderende normalt holder til og lå på et høj bakke hvorfra man kunne se over det meste af Cebu City. Selve universitets capus var temmelig stor og moderne og helt i modsætning til det man normalt er vandt til på Filippinerne.

Dukketeater

Flere børn fra Parian

Børnene fra Parian

Frokost med SPED

SPED på biograftur

Bonnie, Christina, Nina, Anne, Sister Anne og Jason

Børn med ansigstmaling

Sidste dag på Sister Anne´s daycare

Mens Anne skulle have ro til at færdiggøre projektet tog jeg søndag på MC-tur med Jonathan (en søn af Marie som arbejder for Rise Above) Vi mødtes søndag morgen lidt syd for Cebu City og med hjælp af et kort valgte vi vores rute. Joanthan har været en del gange rundt omkring øen, men vi fandt hurtig en rute hvilken han ikke havde prøvet at køre. Da man ikke kan se på kortet om vejen er beton/asfalt eller grus vej håbede vi at finde en grusvej da dette er lidt mere udforende. Vi kørte tværs over Cebu imod vestkysten hvilket virkleig var spændende tur. Da vi ankom på på den anden side fandt vi en restaurant der lå lige ved vandet og tog os en frokost inden vi begyndte at finde vejen hjem igen.

Uge 19

Mens vi havde været på Palawan var en af hundehvalpene blevet givet væk, således at der nu kun er 2 tilbage!

Torsdag tog jeg med 3 børn og Cora fra SPED til San José Universitet, der ligger i nærheden af skolen. Der skulle Cora holde fordrag til en klasse, hvordan hun bruger “Arts & Crafts” i sin dagligdag med hendes “børn”. Da klassen næsten kun bestod af piger var James helt op at køre og skulle fremvise hvad han kunne til stor underholdning af os alle. Dette besøg var også for at nedbryde evt. fordomme omkring handicappede og vise denne universitetsklasse at disse “børn” også er mennesker.

Fredag havde vi arrangeret en afslutningsmiddag/fest på Chillen & Grillen. Det var den sidste weekend hvor vi alle ville være samlet, da vi havde planer om at forlade Cebu næste fredag og nogle allerede ville rejse hjem på tirsdag. Flemming, Elisabeth og andre fra Rise Above foundation var også inviteret. Det blev en hyggelig aften og snakken gik meget omkring hvor hurtig tiden var gået og der ikke var lang tid til vi skulle hjem.

Da Anne og andre piger havde arrangeret “pigeaften” besluttede jeg mig at tage MC’en og tage på tur. Destinationen var Negros (westlig naboø). Jeg stod tidlig op lørdag morgen pakkede mine ting og kørte fra Cebu City  over bjergene mod vestkysten til Toledo hvorfra der var en færge til San Carlos (Negros). Mit endelig må for dagen var et resort i bjergene ved foden af Mount Kanlaon (negros´ højeste vulkan/bjerg 2465m). Fra San Carlos tog jeg vejen mod Bacolod (Negros vestkyst). Turen gik op i bjergene og var fantastisk og jeg passerede flere risterrasser. Da jeg ville holde pause for at spise frokost mødte jeg en MC truppe fra Cebu City der var på vej til Bacolod. Jeg besluttede mig at følges med dem indtil jeg skulle dreje fra vejen og mod det resort jeg ville overnatte på. Jeg aftalte med dem at vi ville mødes søndag ved en anden havn, hvorfra vi kunne tage færgen sammen til Cebu og følges tilbage til Cebu City. Efter vores veje skiltes havde jeg lidt problemer med at finde resortet, men ved at spørge hver 5 minut fik jeg pejlet mig ind på resortet. Buenos Aires Mountain Resort er bygget i 30′erne og under 2. verdenskrigs gemte sig den daværende filippinske president Quezon der for de japanske styrker. Jeg tog en tur i poolen og jeg må sige det er længe siden at jeg har været ud at bade i så koldt vand, som kom direkte fra bjergkilderne. 

“Børnene” på uni!

Bjergene udenfor Talisay (Cebu)

Risterrasser på Negros

Buenes Aires Mountain Resort

Én af de mange broer

Næste morgen  pakkede jeg mine ting kørte fra resortet op til Raphael Salas Nature Park, hvorfra man har et super blik over landskabet rundt omkring Mt Kanlaon. Desværre var det lidt overskyet så man kunne ikke se helt så meget. Ved denne lejlighed lagde jeg mærke til den var gal med benzinforbindelsen på mc’en. På vejen mod næste by fandt jeg et værksted som hjalp mig med problemet og jeg kunne fortsætte turen. Jeg valgte en rute der gik rundt om Mt Kanlaon, dvs at jeg denne gang kørte syd omkring bjerget hvor jeg dagen før var kørt nord om. På turen passerede jeg blandt andet flere broer hvor der kun var to planker til hver hjul. Vejene var ikke altid belagt med beton eller andet og skiftede mellem at være faste eller grusvej. På vejen opstod der problemer (samme som før) med MC’en igen, hvilket egentlig ikke var det store blot at den således brugte mere benzin end normalt. Nu hvor jeg havde set en mekaniker over skulderet kunne jeg selv fikse det men efter kort tid opstod problemet igen og jeg besluttede at det var noget et værksted skulle kigge på når jeg var tilbage i Cebu. Jeg fandt vejen tilbage til østkysten af Negros og med lidt besvær fandt jeg også havnen hvor jeg skulle mødes med de andre og tage en færge. Jeg var i god tid og lige inden færgen sejlede dukkede de andre op.  Færgen var utrolig lille og vi havde modvind så sejladsen tog lidt længere end forventet.  Pga forsinkelsen var der ikke lang tid før det blev mørkt og jeg ville  have krydset bjergene inden da hvilket jeg lige nåede. Fra turen kunne jeg drage en masse erfaringer med hensyn hvor lang tid de forskellige afstande tager, hvilket vi kan bruge når vi tager på tur med MC´en

Uge 18

Mandag morgen tog vi turen til Immigrationskontoret fordi Anne skulle forlænge sit visum for sidste gang. Efter det var klaret lejede vi en scooter for at se og oplevet området rundt omkring Puerto. Første destination var et åbent fængsel udenfor byen hvor fangerne har mulighed for at bedrive landbrug. Vi kunne komme ind på det store fængselsområde og køre rundt omkring. Det føltes slet ikke som om man befandt sig i et fængsel. Fangerne har forskellige t-shirts på afhængig af hvor slem deres forbrydelse var. Fra Iwahig Prison & Penal Farm, som fængslet hed ville vi besøge en krokodille farm, men den havde middagslukket og derfor kørte vi videre og helt over på vestkysten, hvor stranden Nagtabon lå. Fra nordsydhovedvejen skulle vi dreje på en grusvej der gik mod vestkysten. Da der var ingen trafik fik Anne mulighed for at køre scooter på en temmelig stenet vej med mig (jakob) bagpå, hvilket hun klarede med bravur. Dog ville Anne ikke køre hele vejen ned ad den stejle bakke mod stranden. På stranden var der fri bane og mulighed for at køre lidt scooter langs med vandkanten. Efter Nagtabon gik turen tilbage til østkysten og tilbage til krokodillefarmen. Krokodillefarmen viste sig til at ikke være helt så spændende udover at se krokodiller på ca 4-5m!!

Tirsdag skulle vi tidlig op for at tage en bus mod El Nido, hvilket tager ca 9 timer. Bussen har ingen aircondition eller lignende og åbenbart virkede starteren heller ikke så vi holdte altid på en lille bakke for derefter via at lade bussen rulle og kobling starte bussen. De første 2 timer ( ca 120km) var på fast vej og resten var en blanding af grusvej og betonvej. Vi kunne undervejs se at man var igang med udvide vejnettet og man nok om ca et år ville kunne køre hele vejen fra Puerto til El Nido på en betonvej. Busturen gik efter de første 2 timer over til at blive en store massage til røven, det skal man have prøvet. Solen skinnede og vejene var tørre næste for tørre for alle vinduer samt døren stod åben og dermed havde vejstøven mulighed for at blæse direkte ind i bussen. Vores baggage og meget andet var spændt fast på taget og der var altid en af busselskabets medarbejdere der sad på taget og holdt øje med at ingenting gik tabt. Udskiftingen af dette job foregik normalt mens bussen med fuld fart kørte på en grusvej (med masser af huller) mens medarbejderne tog turen ud af den åbne dør op på stigen, der sidder på siden, og dermed op på taget. Turen viste os hvor meget urskov og de øde områder, der stadig er på Palawan. Vi havde mange stops undervejs på der skulle påfylles kølevand til bussen (typsik ved en flod), hvor vi havde mulighed for at strække ben og kigge lidt omkring. En fantastisk tur men samtidig også hård for ryg og rumpen! Om eftermiddagen ankom vi så endelig i El Nido og skulle igang med at finde et sted at bo.  Overraskende var der åbentbart mange gæster i byen og vi endte på et resort lidt udenfor El Nido (ca 15 min på tricycle) i byen Corong Corong, men til gengæld havde denne strand direkte blik mod solnedgangen. Vi tog lige en svømmetur (for at komme af med støvet fra kroppen) i havet inden vi kunne nyde den fantastiske solnedgang i hængekøjen med en kold øl i hånden.

Onsdag sov vi længe efter den anstrængende tur dagen før og tog derefter til El Nido for at se os lidt omkring. Vi tog en tur langs med stranden og over til en naboliggende strand. Da vi kom tilbage til resortet bookede vi en privat bådstur (hedagstur 150,- kr inkl froskost) til næste dag for at se lidt af det øhav “Bacuit Archipelago”, som området er så berømt for.

Kl 9 startede båden og tog os til “Small Lagoon” , hvor man skulle svømme igennem en lille passage for at komme ind i lagunen. I lagunen var der forskellige ting at se f.eks en hule man kunne svømme ind i!Efter at have set “Small Lagoon” gik turen videre til “Big Lagoon”. Da vi sejlede med en lille båd kunne denne lige og lige sejle igennem passagen og tage os en tur rundt omkring lagunen. Begge laguner er på øen Miniloc Island, som også har et resort, som vi passerede på vejen til Simizu Island, hvor vi holdt vores frokost pause. Mens vi tog en snorkeltur blev vores frokost tilberedt med grillet fisk og kylling! Solen skinnede, blå himmel, super klart vand, fantastisk strand og et lille dækket bord med lækker mad, perfekt! Efter frokosten nød vi desuden en kold øl siddende i vandkanten hvad kunne være mere perfekt som afrundning på en dejlig frokost! Jeg ( Jakob) tog lige et par snorkling ture mere inden turen gik videre til en strand med navn 7 Commando Beach. Endnu en lækker strand bare lidt større hvor der også var mulighed for at snorkle. Efter dette gik turen tilbage til resortet hvor vi igen afsluttede dagen med en kold øl i hængekøjen og nød solnedgangen.

Cruising II på Nagtabon beach

Krokodille farm

9 timers massageapparat til hele kroppen!!

“Fyraftensøl”

Havblik fra vores resort

Ismand sælger is til overfyldt jeepney på busterminalen i El Nido

Bådstur til Small Lagoon

Big Lagoon

Big Lagoon II

Frokost på Simizu Island

Stranden på Simizu Island

Lidt for tidlig “julehygge” på 7 Commando Beach

Solnedgang på Corong Corong

Kajaktur

På vej til Pinabuuyutan Island

os

Lapus Lapus strand

Fredag var desværre allerede vores sidste dag i Bacuit Archipelago, så valget stod mellem at tage endnu en bådstur og se nogle af de mange andre øer eller tage selv afsted med en kajak. Vi valgte kajakken og satte ikke næsen efter at nå at se en hel masse. Vi tog afsted efter morgenmaden og havde planer om at besøge et andet resort et par km syd fra vores sted langs med kysten og spise froskost og derefter tilbage igen. Vejret var fantastisk solen skinnede og næsten ingen vind. Vi var hurtigere end vi troede og nåede allerede hen til resortet efter ca 1 time! Derfor valgte vi at fortsætte turen mod øen Pinabuuyutan Island. Herved skulle vi ud på det dybe vand, hvilket Anne ikke var helt tryg ved, tilgengæld så vi flyvefisk på vejen over strædet til øen. På øen findes ingen resort kun nogle huse hvor fiskere bor. Øen er har  en høje klippevæg på den ene side og en lille stand på den anden.  Lige da vi troede at have stranden for os selv dukkede en båd op og nogle andre “island hoppers” blev sat af. Vi tog en svømme/snorkletur og nød øen inden vi vendte kajakken tilbage mod det resort som var vores egentlige mål. Efter at have spist frokost på resortet besluttede vi at besøge Lapus Lapus strand, der ligger ved siden af Seven Commando Beach, hvilken vi havde besøgt dagen før. Efter at have badet og endt besøget på denne stranden vendte vi endelig hjem. Ifølge kortet vi havde med svarede hele turen til ca 13km kajaktur, som vi godt kunne mærke i skulderne næste dag.

Lørdag morgen måtte vi desværre allerede forlade El Nido området (Bacuit Archipelago), da busserne kun kører afsted om formiddagen. Denne gang valgte vi ikke at tage én af de store (langsomme) busser men istedetfor en Van (minibus) med AC og plads til 11-12 passagerer. Bussen kører først når bussen er fyldt så vi ventede næsten en time inden vi kom afsted. En van bruger heller ikke 9 timer til Puerto men heldigvis kun 6. Vi ærgede os lidt over at vi ikke havde mere tid til at blive. Et par dage mere havde været helt perfekt. Det regnede meget da vi tog afsted og vi var bange at vi kom til at sidde fast i mudderet på vejen, men vores chauffør kørte skide godt og klarede hele turen overraskende på kun 5,5 time! Resten af eftermiddagen og aftenen nød vi i Puerto Princessa og gjorde os klar til flyveturen næste formiddag. 

Efter morgenmaden fangede vi en tricycle og blev kørt til lufthavnen, hvorfra vi tog flyet denne gang direkte til Cebu!

Uge 17

Mandag havde vi kun teoriprøven tilbagen,hvilken selvfølgelig vi alle bestod med bravour! Efter testen var vi rundt på dykkerbutikker hvor vi havde mulighed for at få rabat. Jeg var ude efter disse specielle dykkerbriller, som hjælper med drykudligningen. Desværre var der ingen butikker i hele Cebu der havde brillerne. Men heldigvis ringede Simon om eftermiddagen og meddelte at en butik godt kunne skaffe dem og jeg kunne få dem inden vi skulle afsted kommende lørdag.

Om tirsdagen var jeg med Cora over og besøge en døveskole, der ligger på samme område hvor Secondary skolen ligger. Jeg fik hilst på nogle af lærerne og rektoren. Denne døveskole er en samlet skole hvor alle døve fra hele Cebu bliver samlet. Efter dette besøg mødte vi en anden lærer der specialunderviser på en skole i bjergene. Vi fik aftalt at jeg kunne følge med ham til “bjergskolen” om torsdagen.

Om torsdagen tur jeg (jakob) en tur til Pamutan Integrated School, hvilket er en en skole oppe i bjergene ca 45 min. kørsel fra byen. Jeg mødtes en lærer der tilhører “Alternative Learning System”, der er en offentlig organisation der hjælper med ekstraordinær undervisning. Denne lærer besøger forskellige skoler der ligger i bjergene og underviser der f.eks. vokse, som er bønder der ikke har haft mulighed for at få en afslutning. Turen op i bjergene var en spændende tur på motorcykel, hvor jeg kørte selv og lærere viste vejen på sin egen. Skolen er en både primary og secondary skole med 290 Elever og 12 lærere og derudover de voksne der tilhører “Alternativ Learning System”. Jeg fik en rundvisning på skolen og deltog derefter i undervisningen til voksne. Ved middagstid tog vi turen tilbage til byen.

Fredag aften pakkede vi vores tasker og gjorde klar til en tur til øen Palawan. Palawan er en ø der ligger i den vestlige del af Filippinerne og er en landsdel for sig selv. Øen er dækket af masser af regnskov især i den nordlige del. Det Palawan er berømt for er en underjordisk flod ved Sabang og et øhav i den nordlige del med navnet  Bacuit Archipelago.

Klokken 4 lørdag morgen stod vi i lufthavnen i Cebu. Vi blev nød til at tage ruten via Manila, da det næste fly direkte til Palawan først går tirsdag. Klokken 10 landede vi i Puerto Princesa, der er Palawans største by og hovedstad. Planen var at vi ville checke in på vores hotel, derefter leje en MC og tage en tur rundt omkring Puerto Princesa. Men planen blev vi nød til at skrotte, fordi mens vi ventede på baggagen begyndte det at regne og det fortsatte resten eftermiddagen. Vi tog derfor istedetfor med paraply på rundtur i byen og fandt en café, hvor vi fik os en frokost. Der var heller ingen strøm i hele byen og flere larmende  generatorer kørte på fuld skrue. Vi havde også en generator på hotellet lige udenfor vores altan, så det var lidt svært at få lidt ro til at hvile sig.Om aftenen var strømmen tilbage og vi bookede en dagstur til Sabang til næste dag.

Søndag morgen blev vi hentet af en minibus der skulle køre os til Sabang. Der var også andre turister med og vi skulle samle nogle op på vejen. Vi havde en turguide med i bussen der fortalte en hel masse om Puerto Princessa og om turen foran os. Ved Sabang ligger der verdens længste underjordiske flod. Turen til Sabang tog ca 2 timer hvorefter vi skulle på en båd der sejlede os til en nærliggende strand. Fra stranden skulle vi gå igennem et lille stykke urskov, hvorefter vi indfandt os ved indgangen til den underjordiske flod. Floden er 8,3 km lang men vi skulle kun sejle ca 2 km af den. Fra bredden blev vi sat i en mindre robåd, der sejlede os ind i det mørke indre af Sabang Underground River. Inde i “tunnelen” kunne vi se forskellige stenformationer, flagemus og store huler (optil 60m høj)! Det hele var ret overvældende og spændende. Hele turen på de ca 2 km og tilbage igen tog ca 1 time, og efterfølgende tog vi båden tilbage til Sabang igen hvor der ventede frokost på os. Efter frokosten var der lidt tid at slappe af og jeg (jakob) tog en svømmetur i de høje bølger ved Sabang strand. Om eftermiddagen gik turen så tilbage til Puerto Princessa.

Overfyldt jeepney på vejen

Anne ved stranden lige ved indgangen til Sabang Underground River

Stranden foran “hulen”

En båd på ind i “hulen”

Anne og Jakob klar til “hulen”

Julehilsen

Her en hilsen til alle der er træt af sne!

Julegaver

Hej vi vil opfordre at I allesammen giver en julegave til de aller fattigste i Cebu i år!Hvordan? Check den vedlagte PDF fil

Julebøn

Rejseplan

Hej allesammen!

Vi har ændret vores rejseplan. Dvs vi rejser ikke til “North Luzon” den 15.1.2010! Vi har besluttet at vi holder vores rejseplan lidt åben og har ikke lagt planer hvad der skal ske efter Boracay den 4.1.2010! Vi vil løbende opdatere omkring hvor vi kommer til at rejse hen, såfremt der er telefonforbindelse eller internet!

Rejseplanen indeholder dato, hvorfra og hvorhen vi rejser. Yderligere er der tilføjet hvordan vi kommer frem til destinationen og hvor vi overnatter. Únder “Hvorfra” og “Hvorhen” er der angivet bynavn samt i parantes hvilken ø/område byen ligger på/i (f.eks. Legaspi (Bicol), altså befinder vi os i byen Legaspi der ligger i området Bicol)

Rejseplan_Fil

Uge 16

Jeg (jakob) havde allerede besluttet mig for et par uger siden at også at hjælpe til som frivillig et sted. Mit valg faldt på Guardian Angel School For Special Children (SPED), hvilket jeg havde besøgt i uge 5. Jeg ville allerede starte 3 uger før men desværre var stedet ferielukket netop i den periode. Stedet er for “voksne” handikappede (mongol,hjerneskadet, autist) og har for tiden 6 “børn” og 2 ansatte/pædagoger. “Børnene”: Peter 19 år, Henry 27 år, May 19 år, James 25 år, Lende 23 år og Ajelyn 26 år og  ansatte/pædagoger: Cora og Elisabeth. Lokalet ligger ved siden af kantinen fra “Busay Secondary school” og er åben, således børnene fra skolen er velkommen at kigge forbi og deltage i aktiviteter sammen med SPED, for at nedbryde barrierne/fordomme som naturligt mange “normale” børn har. Stedet er et samarbejde mellem den offentlige skole i Busay (bydel af Cebu City) og nonnerne fra kirken. Skolen stiller rumlighederne i form af et klasseværelse med strøm til rådighed og kirken betaler de resterende udgifter i form af løn, mad etc. Lige efter jeg var ankommet tog jeg med Cora og Henry på husbesøg, da Peter ikke var dukket op endnu. Peter bor i nærheden og som Cora fortalte mig på vejen derhen har Peter lidt svært ved at stå op engang imellem. Vi fik Peter vækket og mens han gjorde sig klar tog vi på besøg Busays Elementary School, hvor man også har en SPED klasse blot til dem op til alder på 16 år. Jeg fik senere at vide at Busay Elementary School har 4000 elever og 107 lærere, hvilket giver et lille indblik i hvor stor en “normal” filippinsk folkeskole er. Jeg fik fortalt at lærere nogen gange skal håndtere op til 70 elever i ‘en klasse, hvilket så stiller spørgsmålstegn ved om alle elever får den undervisning de har brug for! Men somsagt fik vi hentet Peter og resten af dagen gik på at lære “børnene” og kende og dem mig.

Dagligdagen er overraskende velorganiseret hos SPED. Cora har nogle faste ting der bliver gjort på dags og ugebasis, hvilket jeg synes er lidt usædvanlig i forhold til de praktiksteder jeg selv har besøgt eller har hørt om. F. eks. gennemføres der hver dag en morgenbøn og børnene får frugt henaf formiddagen. Hver anden dag bliver der udført fysiske udfordringer af foskellig art i mindst i en halv time udenfor og hver torsdag besøger SPED  Missionaries For The Poor hvilket også er et sted jeg har besøgt før. Her laves aktiviter sammen som f.eks. danse eller klip og klistre. Udover det gennemføres hver morgen en morgenbøn. I det hele taget står klip og klistre højt på det daglige program hos SPED. Der bliver produceret/recyclet farvet papir, som så bliver til julekort eller lignende. Julekortene bliver herefter solgt for at tjene lidt penge og holde omkostningerne lave. Jeg hjælper til hvor der er behov og prøver f. eks. at få Peter til at deltage mere i de fælles aktiviteter der gennemføres. Peter har downssyndrom og har ikke altid lyst til at deltage. Hvad dette skyldes prøver jeg at finde ud af, men det har sandsynligvis noget at gøre med at Peter ikke mere står så meget i midtpunktet som han har gjort før. Selvom han er den yngste kan han lidt mere end de andre og er f.eks. ret god til at danse. Han kan godt lide at fremvise sin kunnen men kun når alle kigger og han er i midtpunktet. Hos den gamle lærer/pædagog før Cora fik han altid lov at stå i midtpunktet, men sådan er det ikke længere.

For at par uger siden besluttede jeg at prøve at tage et dykkercertifikat. Jeg har været i tvivl, fordi jeg har den del problemer med at trykudligne mine ører når det gælder om at dykke. Simon, der er englænder og bor i Cebu har vi mulighed for at tage et godkendt dykkercertifkat for omkring 1200,- kr hvilket er ret billigt. Da de fleste allerede havde taget et dykkercertfikat afventede jeg indtil jeg fandt nogle andre til at tage det sammen med. Line en pædagogogmedhjælper og hendes kæreste Thomas ville tage et og jeg sprang med på vognen, med det forbehold at jeg kunne springe fra hvis det ikke ville gå pga ørene. Jeg havde talt med Simon og han har en speciel dykkermaske der hjælper dem der har problemer med trykudligning.

Lørdag morgen startede vi med lidt øvelser i poolen for derefter at tage det første dyk ude i havet. Det første dyk var samtidig et prøvedyk hvor jeg skulle prøve hvordan det gik med ørene og derefter kunne jeg bestemme om jeg ville fortsætte eller ikke. Efter en frokostpausen besluttede jeg mig for at forsætte dagen og dermed gennemføre dykkerkurset. Det blev en lang dag, vi var jo startet kl 9.00 og dagen sluttede med den sidste øvelse kl 16.30, så man var godt mørbanket efter denne dag.

 Søndag morgen  da jeg stod op, havde jeg der ret dårlig og åbenbart havde jeg spist noget dårligt aftenen før. Jeg kom virkelig i tvivl om jeg skulle tage afsted (det er altså ikke så fedt i en våddragt under vandet når man har dårlig mave)!!Vi skulle gennemføre 3 hele dyk med diverse øvelse som vi havde øvet dagen før i poolen. Men jeg tog afsted og da havde fået alt udstyr om bord på skibet og lagde fra kajen havde jeg det heldigvis allerede bedre. Vi skulle dykke udenfor Mactan Island, hvilken ligger lige udenfor Cebu City. De første øvelser var overstået på ca 15-20 min og resten af tiden havde vi så til at udforske området. Der var en anden englænder med, som viste os lidt rundt og vi fik set koraller, et skibsvrag og selvfølgelig en masse fisk. Det dybeste vi nede på var omkring 13m hvilket man slet ikke lægger mærke til fordi man er beskæftiget med alt muligt andet. Andet dyk var samme sted, men efter øvelserne dykkede vi ned til vraget igen, men denne gang dykkede vi rundt omkring og var nede på 16m. Desuden fik fodrede vi fisk, hvilket tillokkede også nogle store fisk på ca 50-80cm! For 3. dyk sejlede nærmere til kysten af Mactan og igen skulle vi ned og se på vrag. På ca 20m dybde lå der et flyvrag, som sandsynligvis er blevet dumpet der for dykkerturister som os! Jeg havde taget et vandtæt engangskamera med ned og fik taget nogle billeder. Håber billederne bliver til noget når jeg får dem fremkaldt.

Peter og Jakob i kampstilling

Ajelyn

Peter og James (Flemming i baggrund)

Lende

May

Dykkerholdet: Thomas,Line,Jakob,Simon og Mike (fra højre til venstre)

Uge 15

Tirsdag var vi et par stykker der tog imod tilbuddet fra Flemming at besøge en lokal losseplads. Lossepladsen ligger lidt syd fra Cebu City og midt på lossepladsområdet ligger der en skole, som er blevet startet af en australsk foundation. På lossepladsområdet er der en hel by, hvor familier bor der lver af at sortere affaldet. “Byen” ligger over på ca 20 m skrald.  Nogle huse har “specialiseret” sig til at samle på forskellige ting, som f. eks. tasker eller barbie dukker. Ved en rundtur igennem byen så vi også de store modsætninger. Fra lossepladsen kunne man se over til bjergsiden hvor de “rige” filippiner bor i deres kæmpe villaer. Vi var enige om at det hele var ret skræmmende men samtidig er vi også blvet ret afstumpet af al den fattigdom vi møder til daglig. Hvis vi havde besøgt lossepladsen lige efter vores ankomst havde det hele nok gjort et større indtryk.

Onsdag var vi inviteret til kvindefængsel for at se et en opvisning. Med inspiration fra CPDRC har mange fængsler startet på lignende danseprogrammer til motivation for de indsatte. Det samme gælder kvindefængslet, men i forhold til CPDRC er dette på ren frivillig basis. På kvindefængslet har to celler øvet og deltaget i en cheerleader konkurrence imod andre kvindefængsler. To af de studerende har hjulpet med forberedelserne, og som tak ville de fremvise deres shows, selvom ingen af dem vandt ved den store konkurrence. Alle der var med fik mulighed for at se kvindefængsel hvilket jeg (jakob) havde set før (se uge 5). Stemningen var ret afslappet og de indsatte gjorde sig umage og gav den “gas” for os! Efter hver celle havde gennemført deres shows blev vi opfordret til at give en sang på deres karaokemaskine men ingen af os ville frivillig stille sig op foran 200 indsatte og synge en sang. Istedetfor sang vi en dansk fødseldagssang til lederen af fængslet, der tilfældigt havde fødseldag denne dag.

Fredag aften var vi alle inviteret til grillaften hos Flemming og Elisabeth. Der var ingen speciel anledning til invitationen, men engang imellem inviterer de alle studerende og tilbehør samt andre kontakter de har i byen til en hyggelig aften med grillmad og hvad der hertil tilhører. Vi medbragte selv drikkevarer og aftenen gik så hurtig at inden vi havde set os om var kl 1 og de fleste tog videre i byen. Vi (de studerende) tog videre på diskothek, hvor vi blev et par timer inden vi vendte næsen hjemaf.

Udsigten fra skolen, der ligger midt på lossepladsen

Børn fra “byen”

Baggård/Baghave i “byen”

En bæk midt igennem “byen”

Kvindefængslet: Cheerleading opvisning

Kvindefængslet: Cheerleading opvisning